Det sker oftere end tidligere, at arbejdsgiver tyer til den ultimative straf og bortviser. Foto: Shutterstock
Det sker oftere end tidligere, at arbejdsgiver tyer til den ultimative straf og bortviser. Foto: Shutterstock
08. april 2022

Hvad skal der egentlig til for at blive bortvist fra sit job?

En bortvisning er den voldsomste sanktion fra arbejdsgiveren. Fagforeningen hjælper i sager om bortvisning, men er bortvisningen berettiget, er der ikke så meget at gøre. Dog får fagforeningerne oftere og oftere medhold i, at bortvisningen er uberettiget.

En bortvisning af en ansat er meget voldsom, da det medfører, at den bortviste ikke har krav på at få et varsel, men fratræder sin stilling omgående. Det betyder også, at løn og andre personalegoder ophører omgående.

En ansat kan bortvises, når arbejdsgiver mener, at den ansatte har gjort sig skyldig i grov misligholdelse.

Bortvisningen skal ske straks efter forseelsen, og med det menes inden for få dage. Ellers kan den bortviste og dennes fagforening argumentere for, at forseelsen ikke kan have været så grov, at den skal resultere i en bortvisning.

Hvad kan arbejdsgiver bortvise for?
Cand.jur. Jakob Bjerre, som er ekspert i sager om bortvisning, nævner en række eksempler på, hvad der kan give bortvisning. Det kan i grove tilfælde give bortvisning, hvis du

  • uden grund bliver væk fra arbejdet
  • nægter at adlyde en ordre
  • stjæler fra arbejdspladsen
  • indtager rusmidler på arbejdet, men også i privaten, hvis det private indtag medfører, at du ikke kan passe dit job
  • begår økonomisk kriminalitet
  • er voldelig på jobbet, men også privat, hvis volden er mod kollega, eller hvis volden er så ødelæggende for vedkommendes ry, at det kan have afsmittende effekt på virksomheden. 
  • er illoyal overfor arbejdsgiver/virksomhed, og over for kunder og kolleger – også på sociale medier
  • udfører konkurrerende aktiviteter
  • bryder reglerne på arbejdspladsen

I forhold til reglen om, at bortvisningen skal ske hurtigt, nævner Jacob Bjerre en sag, hvor en ansat smed en urtepotte efter arbejdsgiveren. Bortvisningen blev tilbagevist, da arbejdsgiver ventede mere end 10 dage med at bortvise.

Er bortvisningen berettiget eller ej?
Selvom arbejdsgiveren mener at være i sin gode ret til at bortvise en ansat, er det ikke sikkert, at den ansattes fagforening er enig i det. Hvis der er begrundet tvivl, vil fagforeningen forsøge at få bortvisningen omstødt til en fyring eller en advarsel.

- En fyring er naturligvis heller ikke rar at få. Men det stiller dig meget bedre, fordi du bevarer dine rettigheder med hensyn til varsel, løn osv. Desuden er det langt bedre at være fyret end at være bortvist, når du skal søge nyt job, siger Anders Dupont Dall, der er advokat og chef for Faglig Afdeling i Serviceforbundet.

Også han har arbejdet meget med bortvisninger, og han skønner, at Serviceforbundet årligt har mellem 50 og 70 forespørgsler og sager om bortvisning.

Anders Dupont Dall råder til straks at kontakte tillidsrepræsentant eller fagforening, især hvis du mener, at din bortvisning er uberettiget.

Flere bortvisninger og flere uberettigede bortvisninger
Det sker oftere end tidligere, at arbejdsgiver tyer til den ultimative straf og bortviser. Og det er en kedelig tendens, mener Anders Dupont Dall.

- Udgangspunktet må være, at en arbejdsgiver ikke bortviser, men prøver at undgå den værste straf. Men vi kan se en øget brug af bortvisning. Og det er bekymrende, fordi det kan hænge sammen med, at arbejdsgiver vil slippe billigere. Ved afskedigelse er der jo opsigelsesvarsler, løn i opsigelsesperioden osv., så det er billigere for arbejdsgiver at bortvise, siger Anders Dupont Dall og tilføjer:

- Til gengæld kan vi også se en klar tendens til, at vi får omstødt flere bortvisninger til den ansattes fordel. Det sker, fordi der ikke er dokumentation for, at forseelsen er så grov, at den berettiger til bortvisning. I stedet bliver den ansatte afskediget eller får en advarsel.

- Problemet med de uberettigede bortvisninger er, at de kan være ”gratis” for arbejdsgiveren. Hvis bortvisningen er ubegrundet, har den ansatte, der er bortvist uden gyldig grund, ikke automatisk krav på en godtgørelse. Det skal forhandles efterfølgende.

Begrundelsen for bortvisningen skal være klar
Begrundelsen for bortvisningen skal være tydelig og entydig. Det betyder, at arbejdsgiver ikke efterfølgende kan komme med en række nye begrundelser.

- Hvis begrundelsen for bortvisningen ikke holder, ser vi af og til, at arbejdsgiver fylder ekstra på efterfølgende, og den går ikke, forklarer Anders Dupont Dall.

- Jeg kan give et eksempel: Arbejdsgiver bortviser en ansat, fordi den ansatte har skrevet negativt om virksomheden på Facebook. Grundlaget for bortvisningen er usagligt, og dermed kan den ansatte ikke bortvises. Men nu fylder arbejdsgiver mere på. Den ansatte har også haft for mange sygedage, er mødt for sent og udviser ringe motivation på jobbet.

- Her er reglerne helt klare. Domstolene har slået fast, at kun det, der står i bortvisningen, kan bruges, intet andet. Dermed ville det i dette eksempel stå ved magt, at arbejdsgiveren må trække bortvisningen tilbage.

Hvis du bliver bortvist som privatansat
Der skal være en parthøring. Arbejdsgiveren skal hurtigt indkalde den ansatte til en samtale, præsentere begrundelsen for bortvisningen og give vedkommende mulighed for at angre.

- Du har krav på at kende det nøjagtige grundlag for bortvisningen og på at blive hørt. Hvis du undskylder hændelsen og siger, at det aldrig vil gentage sig, så bør arbejdsgiver trække bortvisningen tilbage, især hvis du har været på arbejdspladsen i længere tid, siger Anders Dupont Dall.

- En ansvarlig arbejdsgiver har 3 papirer med til partshøringen: En bortvisning, en afskedigelse og en skriftlig advarsel. Afhængig af udfaldet af partshøringen, må arbejdsgiver bestemme sig for sanktionen.  

- Det er desuden vigtigt, at du har en bisidder med til partshøringen. Det kan for eksempel være din tillidsrepræsentant eller en fra din fagforening.

Hvis du bliver bortvist som offentligt ansat
Her gælder grundlæggende de samme regler som for privatansatte, men for offentligt ansatte er der et dobbelt retsgrundlag, nemlig forvaltningsretten og ansættelsesretten.

- En bortvisning sker efter reglerne i Forvaltningsloven, og også her skal der være parthøring. Men i modsætning til den privatansatte er tidsfristerne lidt længere. Arbejdsgiverens skriftlige besked om bortvisning skal stadig være hurtig, men den ansatte har typisk 14 dage til at svare på partshøringen.

Derudover gælder de regler, der er inden for ansættelsesretten, og de er ens på det private og offentlige område.

Særligt for tjenestemænd
Tjenestemænd kan ikke bortvises. De kan eventuelt fritages for tjeneste og derefter suspenderes.


Serviceforbundet holdt Gå-hjem-møde om bortvisning

Bortvisningssager er alvorlige, og fagforeningerne skal være godt klædt på for at hjælpe medlemmerne.

Derfor holdt Serviceforbundet 11. marts et Gå-hjem-møde for sagsbehandlere i en række fagforeninger. De mange deltagere hørte oplæg fra cand.jur. og advokat Jakob Bjerre, advokat i FH Ann-Beth Kirkegaard og advokat og chef for Faglig Afdeling i Serviceforbundet Anders Dupont Dall.

På den måde blev der tilført og delt værdifuld viden i bestræbelserne på at stå endnu stærkere over for de arbejdsgivere, der bortviser.